Jeg er taget til en fremmed by for ikke at forsvinde i stilhed. Der findes tårne som gråd og for enden af molen er havet altid skummende hvidt. Det kan være svært at se stimerne af fisk i det hvidbrusende vand. Havet kan være fråde indimellem. Indimellem kan man se en stime af fisk komme til syne i havets turkis.
En morgen ser jeg en kvinde. Hun har tabt en buket tulipaner. De har samme farver som havet og stilhed.
Jeg ser ud over byen og bag byen ser jeg bjergene og måske lidt af havet.
Der er trapper i byen der løfter byen op over bjergsiderne. Indimellem løber et firben ud mellem timian og rosmarin. Der er mynte.
Jeg vågner en morgen i et næsten mørke og i øjnene ser jeg min lysende skjorte og over den palmerne.
Jeg kan være en mand, der ser en kvinde i det næsten orange i morgenen. Platantræerne lyser grønt og indimellem det grønne er der stjerner som lys.
Jeg kan række ud efter stilheden som jeg rækker ud efter et glas vand. Hendes lyse hårs fletning.
En mand stryger på de fugtige klipper på en helt særlig måde. Han kan være i sit blik men hans lysende skjorte strammer under de stejle plataner. Platanernes stammer er flydende.
I en fremmed by går en mand op og ned af trapperne som om han ikke kan finde ro. Der er figner på de blanke trappetrin og deres duft danser under solen.
Der findes en kvinde der hver morgen hænger sine lagner ud i den salte morgenbrise. Hun elsker tulipaner og der er et helt særligt mørke i hendes stuer. En morgen ser jeg hende stå i sin dør som om hun var en statue.