Jeg skrev en opdatering, en korrektion. Ved nærmere eftertanke havde jeg ikke tænkt mig om. Det prøver jeg at rette op på når jeg har tiden til det. Jeg er pt. i Budapest. Her er hele tiden voldsomme skift mellem solen og vinden, den blå himmel og tæt regn. Jeg har købt en meget lille cola. Jeg har drukket den cola. Min opdatering handlede om, at jeg var upræcis i mine tanker om Morten Chemnitz debut. Det er en vildt god bog. Det er egentlig det jeg gerne vil skrive: Det er så længe siden jeg har stødt på en vildt god bog.  Jeg har taget tre bøger med herned: Åens skrift af Peter Laugesen, Brev i april af Inger Christensen og Hodja fra Pjort af Ole Lund Kirkegaard. 

tolv

Der er intet efterår som virkeligt findes. Altanen i dette lys inden mørket. Og over altanen de lyse skjorter, lagnerne, undertrøjer, trusser. Vasketøjet gør vinden konkret. Palmen er stærk som vinden er grøn. De store krukker nede på terrassen, glaserede. Over dem den endnu blå himmel og duerne og mågerne, og er det egentlig svaler? Det er en stilhed, der er mulig. Den salte brise over de røde tage. Jeg kan høre et springvand. Jeg kan høre en mand spille guitar. Tidligere så jeg ham med lukkede øjne i en port. Han var ligeglad med sin verden og talte et almindeligt sprog. Hans hænder kunne være læder. Han kunne bære en uendelig sorg uden nogen ville se det. På køkkenbordet har jeg stillet en pose med krydderurter, appelsiner, lidt løg og et par tomater. Der er aldrig stille i ensomheden. Bare det at gå ned ad gangen er en rungen. Om natten er det lyden af vinger ude fra skakten, den flaksen. Den bliver ved. Jeg lader døren til altanen stå åben. Jeg lader vinduerne stå. Låser jeg døren? Hver morgen vågner jeg med mærker fra lagnet og min egen hånds aftryk på min brystkasse. I stuerne står reolerne tomme.

Elleve

I øjnene ser han dagslyset i den samme stilhed som før. Duftene i et næsten mørke er særligt stærke. Det er den lyse linje, der bryder ind under døren, langs dørkarmen. Persiennerne vibrerer i en mild brise. Den dufter af salt.

I øjnene ser han den lysende skjorte. At selv tøj kan være et landskab. Det er et køligt mørke, der omkranser ham. Han kan høre én spille guitar i det fjerne. Det er en rungen bag stilheden.

I øjnene ser han palmerne. De bevæger sig ikke. Værelset er nærmest helt hvidt af lys. Han kan høre havet, og over havet mågernes skrig og måske en færge, der siger farvel med sin dybeste tone.

I øjnene, ser han de mørke pupiller og omkring pupillerne en cirkel af havet. Der er en kant af lidt sort før han forsvinder i hvidt. Lige dér ser han ikke andet end øjnene. Og bagefter ser han op. Der er palmer og her er det let at høre havet slå imod klipperne. Jeg er den mand.